De sidste mange kilometer op langs kysten går vejen vitterlig langs kysten, ofte få meter over havets overflade og med fuld udsigt til Stillehavets lokkende bølger. Af og til føres vejen højere op, løber ind i slugter, sprænger sig vej gennem klippeformationer. Vegetationen skifter mellem lav beplant­ning og buskads, men overalt er farveholdningen på denne årstid den samme. Gråt i gråt. Vissentgråt iblandet blågråt, hvor majestætiske kaktusser rejser sig og tager udsigten i besiddelse. En sjælden gang brydes det lidt triste farve­spektrum af funklende farver. Klingende lysegrønt stråler fra de fantastiske kapoktræer, som netop her i december er allersmukkest, som de står og byder op til dans iført deres nyeste festskjorter. Og iført kjoler i blændende rødt og nogle endda i funklende violet står i de små byer smækre akacie­træer og venter på deres grønskjortede bejlere, der ligesom Tolkiens vandrende træer kun kan gå om natten og dertil kun yderst langsomt.

Bussen passerer Salango. Så må det være næste gang, bag næste vejsving eller næste igen. Vejen snor sig op over en bakketop, og i skumringen anes endelig den by, der skal være mit opholdssted resten af år 2000. Puerto Lopez.

Gadebelysningen er tændt og et par plastikjuletræer blinker omkap med stjernerne, da jeg stiger af den støvede bus og indlogerer mig på et hotel tæt ved malecónen. Det skal blive godt at få skyllet vejstøvet af sig. Der er stadig liv i gaderne, horder af løbsk løbende løse hunde, der jager cyklister og får igen med sten. Unge drenge, der tramper i cykeltaxaer med og uden passagerer. Jeg kaprer en uden.